Ny solbåd får fast havn i Ry

Søndag, 17. juni 2012

Ry har fået sin egen solbåd. Lørdag sejlede det lille fartøj med plads til otte personer sin første stille tur fra havnen. 

Drevet af el fra solcellerne på taget, sejlede båden en runde på Birksø inden den vendte tilbage og lagde til kaj ved siden af Hjejle-bådene, hvor den fremover skal have fast  plads.

Fra 1. juli bliver muligt at leje solbåden for en hel eller en halv dag eller to timer, som koster henholdsvis 1.500, 900 og 600 kroner.

Skipper på jomfruturen var Henry Thomsen fra firmaet Solbaaden. Med ombord var også turistchef Marianne Purup, landskabsarkitekt Bendt Nielsen, formanden for miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick, samt ry.dk's maritime medarbejder.
 
Stille sejlads
 
Marianne Purup glæder sig over, at to år arbejde for at skaffe Ry en soldreven båd med fast base i havnen, er nu lykkedes.
 
- En soldreven båd er god for miljøet og CO2 regnskabet, men det helt fantastiske ved den er den stille sejlads. Fordi båden ingen larm laver, kan man komme helt tæt på lappedykkere, ænder og andre fugle, siger Marianne Purup.
 
Den lydløse sejlads er også en fordel, når båden skal bruges til en tur med en historiefortæller ombord.
 
- Fordi den er så stille, er det jo rent faktisk mulligt at fortælle, mens man sejler, siger Marianne Purup.
 
Book båden
 
Firmaet Solbåden ejer det fartøj, som nu ligger i Ry, mens turistforeningen at udvikle, promovere og sælge sejlture.
 
For to år siden havde Ry også i en kort periode en solbåd, som er lidt større end den nye og havde plads til 12 personer.
 
Båden kan bookes på Turistkontoret i Ry eller via en kalender Solbådens hjemmeside.
 
Henry Thomsen regner med, at kalenderen er klar til brug i slutningen af den kommende uge.
 
Rys nye solbåd er en SunCat 21. Læs mere om bådtypen.