Vandreture

Gratis shelters

Der er gode muligheder for overnatning og dermed vandreture på flere dage. Du finder både campingpladser og gratis shelters mange steder i Søhøjlandet og i Østjylland.

Vandreture er ikke kun for turister. Du kan også give dig selv god motion og komme helt tæt på naturen. Hvis du går sammen med familien eller vennerne, får du et skud anti-dagligdag og levende samvær.

Du kan finde kort over vandreturene på turistinformationen og på hotellerne, campingpladserne etc.

Se mere om vandreruterne her

Hvis du vil til at vandre lidt mere systematisk, kan du melde dig ind i Aarhus-afdelingen af Dansk Vandrelaug, som ofte tager på ture omkring Ry

Gå i Blichers fodspor

Ry-området er perfekt til vandre- og løbeture. Det er ikke nogen nyhed, men mange glemmer alligevel, hvor gode forhold Ry egentlig tilbyder.

Der er smukke søer, Danmarks største sammenhængende skovområde, bakker, dale, hyggelige landsbyer, åbne vidder og gode, markerede vandreruter. Det er der ikke andre steder i Danmark, der kan matche.

På gåben til Himmelbjerget
Klassikeren er vandreruten fra Ry til Himmelbjerget. Og selv om du måske har gået den før, er der al mulig grund til at gøre det igen. Der er kun cirka fem kilometer ud til højdepunktet. Men der findes en masse stier omkring Himmelbjerget, så du kan forlænge turen, så meget du vil. Faktisk er der så mange stier, at du skal gå i dagevis for at betræde dem alle.

På Himmelbjerget kan du nyde udsigten og sende en tanke til St. St. Blicher. Han pilede nemlig rundt i området for at arrangere sine berømte folkemøder.

Drik vand fra søen
Er du til længere vandreture, kan du gå ind til Aarhus. Her kommer du forbi Skanderborg ådale, åbne vidder og søer, ikke mindst Brabrandsøen, der byder dig velkommen til storebror-byen mod øst.

Du kan også følge vandreruten til Silkeborg. De godt 20 kilometer går gennem ét stort, sammenhængende skovområde. Udsigten er mageløs fra de mange højdepunkter, du krydser undervejs. Du kommer blandt andet forbi Slåen Sø, hvor vandet er så rent, at det kan drikkes.