Som en af Danmarks allerstørste og (synes vi selv) bedste spejdergrupper er det vores mål, at vi gennem spændende spejderarbejde bliver ved med at gøre børn og ledere stolte af at være en del af 1. Ry Gruppe. Som en del af Det Danske Spejderkorps er det også vores mål at i udvikle børn og unge til at være aktive og gode samfundsborgere og morgendagens ledere.
Vi holder til på Spejdergården Lynghoved midt i Ry. Der har vi rigtig gode udefaciliteter med bålhytte og et skovområde som bagbo, en fin hytte og samtidig byen rundt om. Det gør at vores spejdere på en og samme tid kan lære om naturen og være aktive udendørs, sidde inde og være kreative og også komme ud i samfundet i et byløb eller anden aktivitet.
De fleste af ugens dage er der aktivitet i hytten, da spejderne, inddelt i aldersgrupper, har spejdermøder i hytten. Derudover har vi som gruppe en masse fællesarrangementer. Heriblandt Høstmarkedet, hvor vi inviterer hele byen m.f. forbi til en festlig dag og til at se hvad spejdere i alle aldre har været med til at bygge op og gøre klar. Og Juleturen, hvor store og små spejder bliver blandet og hele gruppen er samlet i et fællesskab.
I 2021 fyldte 1. Ry Gruppe 80 år.
Kunne du tænke dig at blive spejder hos os? Så skriv til gl@ryspejder.dk Vi har, desværre, venteliste i de fleste aldersklasser, men vi plejer at komme i bund med listen i starten af hvert skoleår.