Teleskoperne giver os ikke bare flotte billeder, men kan også give os viden om bl.a. big bang og universets udvidelse, samt om stjerners grundstofindhold og deres exoplaneter.
Foredraget vises både i Ry Biograf, Museet på Gl. Rye Mølle og Firgårde Forsamlingshus.
Menneskets syn på universet blev ændret for altid, da den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei for godt 400 år siden rettede en primitiv kikkert mod nattehimlen. For han så detaljer på himlen, som intet øje før havde set. Siden da har udviklingen af astronomiske teleskoper til stadighed flyttet grænsen for vores erkendelse af universet.
Hør videnskabshistoriker Hans Buhl og astrofysiker Hans Kjeldsen fortælle om kikkertens udvikling, og hvordan den virker. De giver også eksempler på nogle af de fascinerende objekter og fænomener i universet, som vi kan se takket være vor tids avancerede teleskoper, både jordbaserede kæmpeteleskoper og James Webb-rumteleskopet.
I foredraget får du altså ikke kun historien om kikkerten men også fortællingen om hvordan den har hjulpet os til vores nuværende forståelse af universet.
Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.
Fri entré